Nyhedsbrev Januar 2020

Nyhedsbrev #1 - 2020


Så fik vi skudt 2020 i gang og det er vist på høje tid med en lille nyhedsskrivelse fra Rotweiss.dk. Vi planlægger at sende et nyhedsbrev ud ca. en gang i kvartalet. Der sker mange spændende ting i vores lille ”vinunivers”.


Året der gik 2019

I året der gik deltog vi på diverse vinmesser og festivaler i henholdsvis Kolding, Aarhus, Holstebro, Ribe og Tølløse. Det er 10 gange sjovere at komme direkte i dialog med jer vinenthusiaster end blot at købe sig til en annonce på Facebook eller Google og det er da også den vej vi vil følge her i 2020; Ud og møde så mange som muligt. Indtil videre deltager vi på Kolding Vinmesse d. 21. marts samt på Holbæk vinmesse d. 28. marts. Flere datoer følger i løbet af foråret.

Vores portefølje af dygtige vinavlere blev udvidet i 2019. Først fik vi den legendariske og karismatiske vinmager Christoph Hammel i folden. Dem der følger lidt med på de sociale medier, vil vide at vi her har med en yderst sympatisk ”bamsebjørn” at gøre – og så kan han lave vin! Rotweiss fører 12-13 vine fra Hammels omfattende program og der er fuld valuta på alle parametre.

Umiddelbart efter sommerferien kom så den unge Sarah Hulten fra Mittelrhein til. Sarah laver kun 1 vin : Leutesdorfer Riesling – og sikke da en!. Efter via crowdfunding at have skaffet midler til at rydde og derefter tilplante en gammel og glemt vinmark, sendte hun i 2019 sin 2. årgang på markedet. Omkring 2000 flasker alt i alt og Rotweiss er de eneste udenfor Tyskland der forhandler den. En lækker og særdeles velsmagende riesling med et feminint touch.

Sidst men ikke mindst fik vi Weingut Rinke i folden. De har tidligere været repræsenteret i DK og er nu tilbage her hos os. Flotte og ranke Saar, Ruwer og Moselvine. Håndplukkede druer, spontangærede – og veganske! Druerne er Riesling, Pinot Blanc, Gris og Noir samt Chardonnay; Lækre mineralske vine der da også får rigtig fine anmeldelser rundt omkring. Det er værd at nævne, at deres Pinot Noir kommer fra en af de ældste marker i Mosel. Det blev først tilladt at plante røde druer igen i Mosel i 1989 efter mange års fravær. Rinke har en af de ældste dvs 30 år gammel.

I løbet af 2019 blev vi kontaktet af flere vinavlere som ønsker at blive repræsenteret i Danmark. Vi har naturligvis måtte rekvirere smagsprøver (😊) hos dem alle og er nu i fuld gang med at forhandle nærmere aftaler på plads med dem, som vi tror på og kan stå inde for.

 

Året der kommer 2020

Vi styrker i løbet af de kommende måneder vores indsats med hensyn til erhvervssalg og er i fuld gang med at sammensætte et engros-sortiment møntet på cafeéer, restaurationer, spillesteder o.a. Det bliver spændende at arbejde med den del også. Vi tror på, at tysk vin fortjener en større opmærksomhed derude.

Vi er allerede godt i gang med besøg og smagninger i 2020. Vi var på besøg hos nogle af vores producenter i starten af januar for at se lidt nærmere på 2019. Det tegner til at blive en rigtig god årgang, med nogen variation ift. høstudbytte. Nogle steder i Mosel er de nede på 30-50% af normalen hvorimod Rheinhessen ligger på gennemsnittet. Dette skyldes primært vejret, som drillede i Mosel, både i starten med frost og under høsten med regn. Det koster på udbyttet.


Besøg hos Daniel Molitor, Viermorgenhof i Mosel

Daniel havde linet hele 2019 op og det var utrolig spændende at smage vinene, mens han fortalte om de forskellige beslutninger, han har truffet, og skal træffe indtil de bliver flasket omkring april. Overordnet er syren mere i balance end i 2018 og ikke lige så aggressiv som i 2017. Kinheimer Rosenberg har igen leveret topkvalitet, men man bliver helt træt i benene af at høre om alt det arbejde, der er i marken. Husk at vi taler skråninger med op til 70 graders hældning!  Det var Terrassen i Kinheimer Rosenberg som i 2018 fik godt 100000 liter vand tilført i Daniels primitive vandingssystem, og det er kommet 2019 til gode, da stokkene har undgået for meget stress og dermed har kunnet forsætte deres rejse ned i skiferen. Det er en mark, som kun vil blive bedre i de næste mange år!


Besøg hos Weingut Rinke i Saar

Vi startede samarbejdet med Weingut Rinke i 2019 efter en god snak på Prowein og efter et besøg hos Rinke. Egentlig startede det hele som et hobbyprojekt, men det har grebet om sig. Marion Rinke og hendes eks-mand Alexander laver ikke bare vin sammen. De er også involveret i to restauranter. Den ene ligger i Ruwer og er en gammel vandmølle, som kan dateres tilbage til 900-tallet. Den anden ligger i et gammelt kloster i Trier. Begge er renoveret med respekt for historien, og de er et besøg værd. Vinene kommer fra forskellige marker i primært Saar og Ruwer. Marken vi besøgte, er deres ”Burgunder-mark” tæt på grænsen til Luxemborg. Langsurer Bruderberg hedder den, og her laves fremragende vin. Specielt deres Chardonnay her er helt forrygende. Vi var der mens de klippede vinstokkene til, og filosofien er helt enkel: Lidt men godt.


Alexander styrer arbejdet i marken, og han udtaler nærmest filosofisk: ”Jeg er druedesigner”.

 

I kælderen er det Marion, som styrer. De har vin i 3 forskellige kældre, så de leder efter et større sted, hvor det hele kan samles. Vi besøgte kælderen, hvor de bedste vine ligger (og tak for det). Hun er helt oppe og køre over 2019. ”Det bliver vores bedste årgang hidtil”. Vi smagte også Pinot Noir 2018, som stadig ligger på fad. Vauw! 2018 var atypisk varm i Mosel, men det lader til at være kommet Pinot Noir’en til gode. Den glæder vi os til at præsentere, men den kommer først på flaske en gang i efteråret 2020.


Besøg hos Weingut Bossert i Rheinhessen

Weingut Bossert behøver ikke nogen nærmere introduktion i vores sortiment. Ved dette besøg ”nørdede” vi battonage, som jo i al sin enkelthed går ud på at røre rundt i vinen (se billede) og derved øge kompleksiteten. Vi smagte på vinen før og efter omrøring og hold nu op en forskel. Det er topvinen Königsstuhl, som får denne behandling. Vi kan godt afsløre her, at Höllenbrand vender tilbage som Riesling. Phillip har fået fingrene i en parcel ved siden af Wittmann og Keller. Det tegner lovende for 2019 årgangen derfra. Phillip mener selv, at 2019 bliver deres hidtil bedste, og hvis fadprøverne viser vejen, så er vi HELT enige!


Besøg hos Paul Schumacher i Ahr

Paul var ikke hjemme så sønnen tog over. Han er nu også ønolog og arbejder sammen med Paul, så det var helt ok. Han er primært i vinmarken (”min far hævder, at nu er det min tur til at arbejde”). Vi smagte hele 2017, som er den tilgængelige årgang. 2017 tegner MEGET lovende i Ahr og ikke mindst her. Det er lyse vine med en struktur, som er helt fantastisk. Det er utroligt at Ahr ikke er mere kendt i Danmark for deres Spätburgunder (Pinot Noir) er virkelig høj kvalitet. Vi forventer at tage 2-3 vine mere hjem fra Paul Schumacher, også de lidt dyrere. Det slår Bourgogne til samme pris med hestelængder!

 

 Også i 2020 vil der ske ting og sager. Vi lagde som beskrevet ud med et leverandørbesøg i Tyskland i starten af januar. Så var vi til VDP-præsentationen i Hamborg d. 27.1., hvor nye kontakter blev skabt. Pro-Wein følger i marts og – årets vinøse højdepunkt – Mythos Mosel - den første weekend i juni. Hvis nogen har interesse i at være med, så sig endelig til. Husk i den forbindelse også Danish Day hos Weingut Viermorgenhof/Stairs n Roses fredag d. 5. juni. Det plejer at være ret sjovt. I august er der ”Saar-sommer”, som er samme koncept som Mythos Mosel bare i mindre skala. Meget mere om det i de følgende nyhedsbreve og opdateringer. 2020 tegner til at blive endnu et vinøst højdepunkt. Vi glæder os.

 

Zum Wohl! Henrik og Max-Henrik    Rotweiss Vinimport

google6dd57302b1510ffc
SiteLock
unsplash