Blog Oktober, 2018

Hos vinbonden....en blog om vin, druer, høst og fremstilling

Spätburgunder smagning hos Weingut Bossert 20. oktober 2018

Mens vi lige afventer de sidste høstnoter fra vores producenter (og de har alle store smil på læberne :-) hvorfor så ikke lave en smagning, hvor vi kan teste kvaliteten af Rheinhessens Spätburgundere. Vi satte os selv og Weingut Bossert stævne en dejlig lun lørdag i Rheinhessen med et spændende set-up og jeg tør godt sige, at det bød på lidt overraskelser, men også en bekræftelse af forventninger. Hvis du ikke kan vente med at få udløst resultatet, så kig længere nede. Hvis du kan lide den opbyggelige historie så er det bare med at følge trop, linje for linje.

 

Inden vi gik i gang med smagningen så skulle vi lige have tunet smagsløgene. Phillip hentede et par flasker i kælderen og det var ikke fra nederste hylde.

 

Vi startede med at smage deres Gundersheimer Weissburgunder

2017 som de lige har flasket. Den er stadig kantet og skal bruge lidt tid på at

finde sig selv. der er dog ingen tvivl om kvaliteten. Den er fuldt på højde med 2016 dog med lidt mere bid. Königstuhl Riesling, som er deres svar på en GG er helt fantastisk. Vi smagte 2015 og 2016 og det var sjovt at se, hvordan de to vine på den ene side repræsentere en klar retning, men også en forskellighed som har med årgangen at gøre; 2016 er åben lige fra første slurk med æblenoter og en god sund syre og mineralitet. Den tvivler jeg på vil lukke ned. 2015 er en lidt mere reserveret vin. Den skulle lige have en chok-behandling for at vågne. Tunge noter af nedfaldsfrugt og tørrede abrikos. Røg og mineraler dominere og selv i smagen er den lidt "tung". Jeg vil faktisk sammenligne den med en Chablis! God start og smagsløgene i den grad varmet op med disse komplekse vine, som kræver en indsats for virkelig at overgive sig.

Jeg er ret sikker på, at den trænede gane vil sætte pris på niveauet. Det er

højt og ambitionen fejler ikke noget. "Vi vil lave vin på niveau med

Keller og co." Så er det på plads!

 

Med en ambition på den størrelse hvorfor så ikke lave en smagning hvor Phillip og Johanna er oppe imod de store. Vi satte et sæt sammen, som i den grad var ambitiøst. Her er feltet:

 

2015 Wittmann Reserve (Rheinhessen)                                           2015 Bossert Hoellenbrand (Rheinhessen)

 

2015 Newton-Johnson Family Vineyards (Sydafrika)                  2015 BattenfeldSpanier Kirchenstueck (Rheinhessen)

 

2015 Kuehling-Gillot Kreuz (Rheinhessen)                                     2016 Keller Frauenberg (Rheinhessen)

 

2010 Vincent Girardin Charmes-Chambertin (Bourgogne)

Bum! Alle de 5 stjernede fra Rheinhessen oppe imod en Sydafrikaner, som bl.a. Decanter har udråbt til en af de bedste uden for Bourgogne land og selvfølgelig Le Vin fra en god solid producent. Lad os kaste os ud i resultatet, og vi starter fra bunden (som mange ville være stolt af at have som deres top!)

Sidstepladsen går til en vin, som har fået 95 point af Stuart Pigot! Det siger lidt om feltets styrke. Grunden til denne placering som nummer chok var en distinkt anderledes signatur som specielt havde med fadpræget at gøre. Det stak ud i en retning som var dels dominerende men også med en underlig krydret note. Nogle mente, at det måske var af tysk oprindelse?

Også farven på vinen stak af fra de andre. Rubinrød til det ekstreme hvilket kan betyde øget brug af SO2. Det vides ikke da vi ikke havde fact-sheet på vinene. I hvert fald var der bred enighed om at den i denne samenhæng virkede meget anerledes og ikke havde den samme typiske pinot noir karakter som de andre. Vi kan ikke udelukke, at der kan være en lille fejl på flasken, men den fejlede ikke noget a la prop eller lignende. Det virkede mere som en distinkt anderledes stil. Jeg gav den 89 point. Vinen var Wittmanns Reserve 2015!

 

 

næstsidstepladsen (Nr 6) kommer en vin, som skilte sig ud fra de andre på en parameter: Alkoholen (14,5 %). Så er det nok ikke så svært at gætte, at det var Newton-Johnson fra Sydafrika. Denne vingård er tæt knyttet til en anden kendt pinot noir producent i SAF: Hamilton-Russell som er en kæmpe pinot noir nørd. Her har Newton-Johnson lært at tøjle ikke bare den svære drue, men også fadet. Der bruges kun fransk eg af den fineste kvalitet

som koster ca 800 euro per 225 liter fad og det kan man tydeligt genkende i vinen. Den er super elegant med fine toner af fad, men en sammenhængende profil som faldt i rigtig god jord. Jeg tror personligt, at selskabet var lidt "biased" af at være vænnet af med de høje procenter til fordel for en mere afdæmpet, men samtidig syrerig profil. Godt var Newton-Johnson nu under alle omstændigheder så 91 point har jeg givet den.

 

 

 

På en delt 5. og 4. plads finder vi to vine som kommer fra vidt forskellige marker, men som vinificeres under samme tag, med samme udstyr og af samme person. Så er det vist ikke nogen hemmelighed at vi har fat i Hans

Oliver BattenfeldSpanier og Carolin Kühling-Gillot (Nu Spanier). Vinene har en del til fælles, men adskiller sig primært på deres nuværende tilgængelighed. Hvor Kreuz åbner sig flot i glasset med fine noter af kirsebær, pebber og fad så er Kirchenstueck noget mere reserveret og den giver kun lidt røg, fad og noget mineralsk fra sig. I smagen er der specielt i Kirchenstueck en udpræget fadnote (fransk eg) som har brug for tid til at blive lidt mere blød. I Kreuz er der en flot balance og som aftenen skrider frem vinder den flere hjerter omkring bordet. Begge superflotte repræsentanter for hvilket niveau Rheinhessen befinder sig på. Det her slår let mangen en GC Bourgogne! 92 point til Battenfeld og 92,5 point til Kühling-Gillot.

 

 

 

Så er vi nået til 3. pladsen i dette top-tunede felt. Her ventede der måske lidt af en overraskelse, men i så fald en af de meget positive. Hvor er det bare fedt at se, at unge mennesker går til den med en ambition om at lege med de store. Det er den rigtige attitude. Med en læremester på Chateau de Pommard er det tydeligt at Bourgogne med stort B er inspirationen. Der er ingen "springen-over-hvor-gæret-er-lavest" også selv om det koster for de unge mennesker at investere i franske fade, men det har de gjort. Dette kombineret med en kompromisløs tilgang i marken på en af de bedste sites i Rheinhessen har båret frugt i 2015. Superelegant vin med en flot balance og lige præcis den rigtige dosis fad. Det er s.. flot gået af det unge par. De er belønnet med 89 point i Vinum hvor BattenfeldSpanier får 90 point

for Kirchstueck. Det synes jeg er lidt fedtet, så her får Bossert 93 point og

altså lige en snert mere end de foregående. Dette alene fordi den lige nu

fremstår mere sammenhængende.

 

 

Så er vi nået til 2. pladsen i dette sindsyge felt. Her er en vin som bare har et gear mere end Bossert. Den fremstår fuldstændig fabelagtig elegant og med en forførende duft, der i løbet af aftenen bare bliver ved med at åbne sig i stor kompleksitet. Ingen tvivl om at der anvendes fransk eg af fineste beskaffenhed her. Vi har fat i Kellers Frauenberg og det

var ikke en stor overaskelse at den ville klare sig godt i feltet. Alt andet

havde vel været en skuffelse. Så meget for høje forventninger. Den får 94 point på min skala. Det skal lige nævnes, at det var 2016, da vi ikke kunne få fingre i en 2015.

 

 

 

1. pladsen: Nu vi taler om forventninger, så levede vores burgundiske reference vin op til sin status og løb med sejren. Da vi fik den i glasset bredte der sig en ro over selskabet og alle var enige om at 1. det her er Bourgogne og 2. det her er hvad alle de andre stræber efter. Vinen var fra 2010 men viste ingen alderstegn overhovedet. Det skulle da lige være den elegante integration af fadet som gjorde den silkeblød. Duften var fuldstændig i balance og den var helt uhyggeligt sammenhængende fra start til slut. Intet der strittede, intet der ikke skulle være der. Perfekt harmoni. Puha, det er svært ikke at blive helt poetisk på sådan en vin. 95 point og aftenens helt klare superstar.

 

 

 

google6dd57302b1510ffc

Ved brug dette website accepterer du cookies

Læs mere
Godkend